For jeg har kastet alle sorger bakom min rygg

Det koster å leve. Det koster faktisk så mye at det snakkes om å sette et tak på prisen for et liv. Eller prisen for at vi skal leve inn i evigheten. Per Fugelli mener debatten er nødvendig og sunn, og tramper som vanlig inn i godtfolks jaktvald der vi står på post og jakter på den evige lykken. Jeg hørte en økonom si på Dagsnytt Atten at nordmenn kan være økonomisk trygge bortimot tre slektsledd forover i tid. Javisst. Vi er så rike at vi kan få alt. Vi er snart så lykkelige at vi ler oss ihjel. Og hvis vi ler oss ihjel, får de etterlatte ganske sikkert erstatning. Vi er så rike.

4 tanker om “For jeg har kastet alle sorger bakom min rygg

  1. Nå fikk du meg til å tenke på dette gamle verset:
    «Hvor saare lidet vil der til – For lykkelig at være; Et muntert Sind, en Piges Smiil, En Ven, som gjør dig Ære, En Hytte, som dig skjule kan, Sundt Brød og Kildens klare Vand, Saa megen Viisdom, at du vil Og bruger denne Lære.» Jens Zetlitz (Mine længsler, fra samlingen Poetiske arbeider, 1788)

  2. Sender fortsettelsen på «Mine længsler» Jens Zetlitz:
    Nei skjælve ei for Daarens Dom,
    og tage Dagen, som den kom,
    Er meer end Guld og Ære værd,
    Og det dig røver Ingen.

    Mine Længsler
    Jens Zetlitz (1761-1821)

    (D) G C
    Hvor saare lidet vil der til
    D G
    For lykkelig at være;
    G C
    Et muntert Sind, en Piges Smiil,
    D G
    En Ven, som gjør dig Ære,
    E7 E Am
    En Hytte, som dig skjule kan,
    D G
    Sundt Brød og Kildens klare Vand,
    G C
    Saa megen Viisdom, at du vil
    D G
    Og bruger denne Lære.

    Guld har sin Glands og Magt sit Værd,
    Og Rang vanærer Ingen;
    Det er ret smukt at være lærd,
    Men det er ikke Tingen.
    Nei skjælve ei for Daarens Dom,
    og tage Dagen, som den kom,
    Er meer end Guld og Ære værd,
    Og det dig røver Ingen.

    O! naar jeg, ved Elisas Barm,
    Til Kloden kunde sige:
    «Jeg har indsluttet i min Arm,
    O Jord! din bedste Pige.»
    Og saa en Ven ved siden sad,
    Som saa sig i min lykke Glad,
    Jeg skulde, skiønt forladt og arm
    Ei efter mere hige.

    Til enlig Dal jeg søgte hen,
    Min Haand en Hytte bygged,
    Som mig, min Pige og Min Ven
    Indslutted og Betrygged;
    Til Frugtbarhed jeg Jorden tvang,
    Og ved min Sved Hans Godhed sang,
    Som troner høit i Himmelen
    Men mig min Kreds betrygged,

    Jeg Fader blev — de kiære Smaa
    Paa ømme knæ jeg satte,
    Paa dem med samme Øine saa,
    Som Gierrige paa Skatte,
    Jeg ledte efter Moders Træk,
    Og kyste barnlig Taare væk;
    Jeg jorden skiøn, Gud god jeg saa,
    Som mig paa Jorden satte.

    Jeg sagde til den kielne Tøs:
    «Dyd er den største ynde.»
    Og til den raske vevre Knøs:
    «Den største Skam, at synde.»
    Jeg sagde til dem begge To;
    «Blandt Livets Torne Roser gro;
    af Dydens Kilde Glæden øs,
    og Gud skal eder ynde.»

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *